Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Beosound Edge
Lørdag den 1. september 2018
Dyrt at få
god lyd i flot design
Bang & Olufsen er på vej med en trådløs højttaler, der redefinerer, hvordan vi lever med lyd i hjemmet. Navnet er "Beosound Edge" og prisen er 23.000 kroner. Men hvor får forstærkeren strøm fra?

Med sin cirkulære form har Beosound Edge to placeringsmuligheder: Den kan placeres midt på gulvet eller den kan monteres på væggen som et statement, der trodser tyngdekraften.

Højttaleren er usædvanlig på flere måder. F.eks. er der højttalerenheder på dens begge sider, og den kan derfor bruges til at skabe stereovirkning i rummet.

Lydstyrken reguleres ved at man ruller Beosound Edge svagt til siderne. Hvis det gøres blidt, ændres lydstyrken moderat, mens den ændres mere dramatisk ved en kraftigere bevægelse. Når der gives slip på højttaleren, ruller den automatisk tilbage til udgangspositionen.

Men, for der er et stort MEN: Hvor får højttaleren strøm fra til forstærkere m.v.? Der må vel være et indbygget batteri. Men hvor længe holder det, og hvordan får man det genopladet?

"Uheldigvis" har B&O glemt at oplyse om denne lille detalje i sin presseinformation. Og ved pressemødet på IFA i Berlin var der tilsyneladende ingen journalister, som kom til at tænke på dette problem...

Aktiv basport

Nå, men lad os tage de positive briller på: Takket være akustiske teknologier er det lykkedes B&O at gøre Beosound Edge ekstra kraftfuld, trods den kompakte størrelse.

Bassen skabes af en 10 tommer-basenhed med et slankt design og en lang vandring, placeret på den ene side af højttaleren. Og på begge sider er der en 4 tommer mellemtoneenhed og en 3/4 tommer diskantenhed.

Derudover er højttaleren udstyret med en såkaldt "Active Bass Port", baseret på en kombination af de to klassiske koncepter inden for højttalerdesign: Trykkammer og basrefleks. Ved lav lydstyrke anvendes trykkammerprincippet, som giver den mest nøjagtige lydgengivelse. Og når der skrues op for lydstyrken, så åbnes den aktive basport, så bassen bliver kraftigere og mere energisk. Denne dobbeltfunktion er så vidt vides en verdensnyhed.

Directional Sound Control

Beosound Edge leverer 360-graders lyd og den nye Directional Sound Control gør det muligt for brugeren selv at bestemme, hvor lyden fra de to akustiske fronter skal sendes hen. Det giver mulighed for at opdele rummet i både et aktivt lytteområde og et mere passivt lytteområde. Lydens retning kan bestemmes via Bang & Olufsens app.

Alle de vigtigste streamingteknologier er integreret i Beosound Edge: AirPlay 2, Chromecast og Bluetooth, og der er understøttelse af stemmestyring, når højttaleren er forbundet med enten en Google Assistant-kompatibel højttaler eller en Amazon Echo-kompatibel enhed.

Pris og levering

Beosound Edge forventes i handelen i Bang & Olufsen butikker fra midten af november. Den vejledende udsalgspris er på 23.000 kroner, så det er besemt ikke gratis at få det nye design og den nye teknolog hjem i dagligstuen.


Gå tilbage

Takket være den trådløse teknologi kan Beosound Edge stilles midt på gulvet. Lydstyrken reguleres ved at rulle den til siderne. Men hvor får den strøm fra til forstærkere etc? Klik for større billede

Beosound Edge kan også monteres på væggen. Den vejledende udsalgspris er 23.000 kroner, når den kommer på markedet til november. Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+

sojle.php